Beliggenheden
Afdelingen er beliggende i naturskønne og rolige omgivelser nær Thorsø, hvor der er rige muligheder for både cykel- og gåture i det fredelige landskab. De grønne omgivelser skaber en ideel ramme for ro, fordybelse og nærvær i hverdagen.
De fysiske rammer
Selve huset er et ældre, lyst og hyggeligt hjem, der er nænsomt indrettet med respekt for dets oprindelige sjæl og rummelighed. Med sine 132 kvadratmeter fordelt på to plan samt en kælder, rummer boligen både funktionelle og hjemlige faciliteter, der skaber en tryg og indbydende atmosfære.
I stueetagen findes et lyst køkken, badeværelse, en hyggelig fællesstue samt et værelse. På første sal er der yderligere to værelser samt en hyggestue – et oplagt sted at trække sig tilbage og finde ro. Alle værelser er lyse og har gode muligheder for personlig indretning, så beboeren kan skabe et rum, der føles som deres eget hjem.
Til huset hører en stor og grøn have, som indbyder til udendørs aktiviteter, fællesskab og afslapning. Særligt i sommerhalvåret danner haven en skøn ramme for udeliv i trygge omgivelser.
De børn og unge vi modtager, har ofte været udsat for omsorgssvigt og har betydelige følelsesmæssige og sociale udviklingsvanskeligheder.
Mange af de unge har indadreagerende og/eller udadreagerende adfærd, og kan være udredt med diagnoser inden for autismespektret eller med opmærksomhedsforstyrrelser (fx ADHD), tilknytningsforstyrrelser eller andre former for udviklingsforstyrrelser.
De unge viser ofte:
-Udfordringer i relationer og sociale sammenhænge, særligt i større grupper
-Vanskeligheder med at forstå og modtage fælles beskeder
-Indlæringsvanskeligheder og impulsiv adfærd
-Lav frustrationstærskel og modstand mod krav
-Tendens til grænseafprøvende, udadreagerende eller voldelig adfærd
Flere af de unge er i risiko for – eller allerede involveret i – kriminalitet og misbrug.
Målgruppen har i høj grad behov for en struktureret hverdag, præget af tryghed, forudsigelighed og stabile, nærværende og omsorgsfulde voksne.
Vi har særlig ekspertise i arbejdet med unge anbragt under en UKN-afgørelse (Ungdomskriminalitetsnævnet). Mange af de unge, vi modtager, kommer fra sikrede institutioner eller er visiteret til os, fordi de ikke kan rummes i andre åbne børne- og ungehjem fx pga. deres adfærd.
2 plads, jf. Barnets lov § 43, stk. 1, nr. 6 og stk. 3.
2 fleksibel plads, jf. Barnets lov, § 42, stk. 1, nr. 6 og stk. 3, og serviceloven § 107.
Administrationen Samita ApS
*Døgntelefon til visitationsteam (forbeholdt myndighed)
© Samita.dk – Design af Cheetoostudio.dk