Målgruppe

Målegruppebeskrivelse

Hos Samita arbejder vi med to målgruppebeskrivelser, da vi tilbyder anbringelser i henhold til Barnets Lov § 43, stk. 1, nr. 6 og stk. 3, samt Serviceloven §§ 107 og 108.

Målgruppe i alderen 11 til 17 år: 

Vores målgruppe er unge, der befinder sig i en udsat position og er i risiko for at udvikle kriminalitet. De unge har ofte været udsat for omsorgssvigt og har betydelige følelsesmæssige og sociale udviklingsvanskeligheder.

Mange af de unge har indadreagerende og/eller udadreagerende adfærd, og kan være udredt med diagnoser inden for autismespektret eller med opmærksomhedsforstyrrelser (fx ADHD), tilknytningsforstyrrelser eller andre former for udviklingsforstyrrelser.

Målgruppe har i høj grad behov for en struktureret hverdag, præget af tryghed, forudsigelighed og stabile, nærværende og omsorgsfulde voksne.

Vi har særlig ekspertise i arbejdet med unge anbragt under en UKN-afgørelse (Ungdomskriminalitetsnævnet). Mange af de unge, vi modtager, kommer fra sikrede institutioner eller er visiteret til os, fordi de ikke kan rummes i andre åbne børne- og ungehjem fx pga. deres adfærd.

Målgruppe voksne: 

Målgruppen er voksne som er kriminalitetstruede med udadreagerende adfærd. Borgerne kan have diagnoser indenfor autismespektret, personlighedsforstyrrelse, forandret virkelighedsopfattelse, opmærksomhedsforstyrrelse, OCD og kan være udviklingshæmmede i lettere grad (IQ 50 – 69). Borgerne være anbragt på domstype 2, 3, 4 og 5 under deres anbringelse.

Borgerne befinder sig i en udsat position og er i risiko for at udvikle kriminalitet. De har ofte været udsat for omsorgssvigt og har betydelige følelsesmæssige og sociale udviklingsvanskeligheder. Borgerne kan komme fra udsatte miljøer, sikrede institution eller andet tilbud som ikke kunne rumme dem grundet deres udadreagerende adfærd.

Visitation

Visitationsteam:

Visitation og takstfastsættelse

Alle visitationer hos Samita foregår i tæt dialog med den anbringende kommune. Valget af pladstype og pris baseres altid på en individuel faglig vurdering. Denne tager udgangspunkt i oplysninger fra kommunen, herunder sagsakter vedrørende den konkrete borger, samt eventuelle samtaler med borgeren og dennes familie.

Ved hver henvendelse udarbejder vi en grundig matchingsvurdering og et konkret tilbud. Tilbuddet indeholder blandt andet en beskrivelse af, hvordan vi vil arbejde med borgeren i indskrivningsperioden, samt en begrundelse for den vurderede opholdstakst.

I visitationsprocessen har vi fokus på både borgerens ressourcer og udfordringer. Vi ser også på, hvilke tidligere indsatser der eventuelt har haft en positiv effekt, og anvender denne viden i vores faglige vurdering.

Ved fastsættelse af prisniveau (1-4) vurderes blandt andet, om borgeren er udadreagerende, rømningstruet og/eller har et aktivt forbrug af rusmidler. Borgerens samlede støttebehov er altid afgørende for det endelige prisniveau.

Anders Sørensen
Visitationsteam Tilbudsleder